Reformatoren Huldreich Zwingli

Denne Zwingli var reformator, præcis som Calvin og Luther. I den reformerede kirke er det Jean Calvin og Huldreich Zwingli som er reformatørerne.

Det femtende århundrede efter Kristus var for de kristelige folkeslag en af disse banebrydende tider. Det var tiltrængt og nødvendig. Der skete et voldsomt opgør med det gamle religiøse system. De gamle udslidte spor blev jævnet med jorden og noget nyt begyndte. Det var en skabende tid, fuld af friskt, oprindeligt liv.

Katolicismens munkesnævre, virkelighedsskyende væsen fik sin sag for i en sådan grad at det mistede kontrollen. De der i årene før den tid brød ud af traditionen blev slået ihjel. Mange led martyrdøden i den katolske tid.

 

Luthers liv må siges at være mere spændende og dramatisk end Zwinglis. Luthers liv havde mange spændende optrin og interessante situationer, mere poetisk end Zwingli.

Årsagen har været de forskellige lande og områder de hver især befandt sig i.

I Tyskland herskede kejseren, paven og fyrsterne. I Schweiz var det mere forstandigt og demokratisk.

 

Denne artikel skal handle om Huldreich Zwingli.

I Kantonet St. Gallen ligger ved den sydlige fod af Säntis næsten i alpehøjde den venlige bjerglandsby Wildhaus. Zwingli blev født i en træhytte d. 1. januar 1484. Zwingli var det tyske Schweizes reformator.

De trykkende afhængighedsbånd var ved at slippe taget. Den første frit valgte sognepræst var Zwinglis farbroder Bartholomæus Zwingli.

Nydelsen af denne nyvundne frihed avlede glæde, og lysten til yderligere frugter af friheden holdt den åndelige spændkraft oppe. En sådan tid, opadstræbende tid var Zwingli søn af. I barndommen blev han næret af denne frihedens luft. Hans liv viser hvor sund og stærk han var blevet deraf.

 

Zwinglis fader var den dygtigste kraft og medborgernes tillid overdrog ham det højeste kommunale embede. De var ellers meget nøjsomme og havde ikke de store fordringer i disse tider boede første manden i en almindelig beskeden træhytte.

Det er ubegribeligt at et sådant lille sted kunne rumme ni børn. Vor Zwingli var nr. 6 i flokken. Hans forældres navne er Fogden Huldreich Zwingli i ægteskab med Margaretha Meili.

Det der vides om hans barndom giver os indtryk af et borgerligt retskaffent, grundfæstet forankrethed, men med beskeden velstand. Der var ikke fattigdom; men heller ikke overdådig rigdom.

Zwinglis forældre oplevede ikke deres søns senere storhed. Derimod er der breve fra Zwingli til hans brødre. Zwingli havde taget sine to yngste brødre til sig og sørget for deres videnskabelige uddannelse; men de døde begge i en tidlig alder. De fem ældste brødre fortsatte i deres faders hyrde og bondeliv. Nogle af dem var også i krigstjeneste trods advarsler fra Zwingli i broderlig kærlighed. Familien synes ikke om hans farlige bedrift at angribe tidens vrange kirkevæsen. Far frem med måde advarede de. Der var en fætter Johannes Meili, Abbed i Fischingen. Zwinglis morbroder, der elskede ham som sit eget barn. Denne morbroder var ikke modstander af hans reformatoriske virksomhed.

I begyndelsen af studietiden havde han ikke planlagt noget teologisk. Det var mere den lærde humanistiske lærer i klassiske sprog. Han studerede filosofi og læste om Sokrates og Aristoteleses. Da han var omkring 18 år begyndte han som lærer ved St. Martins latinskole i Basel. Det var først da hans teologiske interesse blev vagt. Han gjorde her et klart opgør med afladet i den katolske kirke. Det er romersk bedrag sagde han. Kristi død er den eneste betaling for vore synder.

 

Zwingli begiver sig med sindsro i kast med Bibelen; men han er meget mistroisk overfor de herskende fromheds former. Han er sikker på med Bibelen i hånden at finde et våben til sejer og bekæmpelse af al det som i forvejen var imod hans natur og gode dannelse.

Ad hvilken vej mødte Zwingli Gud?

Han mødte ikke Gud under sønderknuselsens tårer. Zwingli var meget intellektuel. Han oplevede heller ikke samvittigheds kvalernes krampetrækninger.

Han havde en sund natur og hans kernesunde opdragelse fra barndommen skånede ham for mangt og meget.

 

Efter lærer tiden blev Zwingli kaldet til præst af menigheden i Glarus. Han holdt sin første prædiken i Rapperswyl og sin første messe i Wilhaus. Han var 22 år gammel i år 1506. Her tilbragte han 10 gode indholdsrige år.

Hans opfattelse var: Religiøsitet med åndsfrihed.

Han sagde også: ”Hos rettroende agter jeg på ukrudtet, hos vrangtroende på frøene til det gode, og overalt træffer jeg noget af begge dele.” ”Hvad der er sandt kommer fra Gud, hvem der så end siger det.” Det var hans grundsætninger.

 

Således måtte den reformator modnes, der udmærker sig frem for alle sine medreformatorer ved sin åndsfrihed og sit vidtrækkende, universelle blik. Han forbandt dyb bibelsk religiøsitet med en fri og god dannelse.

 

Synet at tidens sædelige fordærvelse fyldte hans sjæl med dyb smerte og han indså nødvendigheden af en religiøs reform. En genopvækkelse af evangeliet.

I 1511 skrev han et digt for at forklare situationen:

”Ej kærlighed til Gud vi har .

Som mangen byrde på sig tager.

………………….Hel vist.

Er verden fuld af utro list,

Så Kristi billede vi sky

og ligne hedninger, o fy!

Hvo drab og utugt øve kan,

han står nu som den djærve mand,

har Kristus lært os det?”

 

1518 kaldtes Zwingli til posten som hjælpepræst i Zürich også kaldet folkepræst i Domkirken.

Nu lidt om Zwinglis privatliv. Hustruen hed Anna Reinhard. Hun var enke efter afdøde Johannes Meyer fra Knoau. Ægteskabet blev højtideligt indviet og bekræftet i Domkirken d. 2. april 1524.

I korte træk kan der fortælles lidt om hende. Historien har efterladt lidt om denne kvinde. Hun var en god hustru. Hun var fuldt ud den store mand værdig, og hendes skæbne gør i fuldeste mål krav på hjertelig deltagelse for hende fra vor side. Hun var et mønster på en hustru. Efter sit giftemål med Zwingli gik hun aldrig med silkekjole, guldringe eller andre smykker, men førte sig som en simpel borgerkone. Hendes kloge sparsommelighed gjorde det muligt for hende at åbne sit hus for den rummeligste gæstfrihed. Hvem der forfulgtes for sandhedens skyld, optog hun gæstfri ved sin arne. De syge besøgte hun, ligesom Zwingli selv, og bragte fattigfolk lægemidler, klæder, mad og trøst.

I sit tidligere liv før ægteskabet var hun en hårdt prøvet kvinde. Hun havde gået i tunge lidelsers skolen, således bar hun senere med sjælden sjælsstyrke den frygteligste skæbne. Slaget ved Kappel berøvede hende mand, søn, svigersøn og svoger.

 

Zwinglis liv var ikke kun fredeligt. Det meste af det vi har læst sammen indtil nu har været fredeligt i forhold til Luthers liv; men der var også drøje tider for Zwingli. Han havde mange fjender og der skete meget rundt omkring ham. Hvor må det have svært at forholde sig til det alt sammen. Zwingli var ellers fredelig anlagt; men han var krigerisk rustet. Mange ville ødelægge hans værk, og der i blandt også nogle af hans egen forbundsfæller. Nogle ville forvanske den protestantiske ånds sunde grundsætninger. Reformations tiden fik et nyt fokus på Kristus. Det katolske gik mest ud på aflad, gode gerninger, klosterliv og et indviklet kirkesystem.

Nogle gik tilbage til dette katolske system, andre forsvandt ind i exentriske overdrivelser. Der var også kamp imod gendøberne, og Luther til og med. Ligeledes det pavelige parti.

Der var perioder med angreb fra alle sider. Midt i alle disse kampe stod manden Zwingli lige fra top til tå, i sin kærlighedsfulde natur; men han stod der også i kraft og fasthed.

De fleste kampe og stride klarede Zwingli sejrrigt og overlegent. Det vise mådehold gjorde at han klarede extremet og fantasteriet. Det farlige spil med gendøberne fik også en sejrrig udgang. Reformationen fortsatte med nye opdagelser som hverken Luther, Calvin eller Zwingli nåede at få lys over. I vore dage kan vi skue tilbage og se at der er sket en kolossal udvikling. Bibelens ord om at vi erkender stykkevis kommer til sin ret. Jo i sandhed indenfor kristendommen er der sket store forandringer. Jeg tror det fortsætter også i fremtiden. Nye opdagelser uden at det går ud over Bibelens lære og retningslinier.

 

Zwinglis død var også på slagmarken. Luther døde en naturlig død. Det samme gjaldt Calvin; men Zwingli faldt på slagmarken.

 

Her vil jeg berette om Zwinglis død.

Efter at de fem Kantoners rustninger allerede i lang tid ikke mere havde været nogen hemmelighed, uden at det bevægede de reformerte til nogen kraftanstrengelse, brøde hine endelig den 9. oktober 1531 op med deres hovedstyrke i retning af Zug og tog vejen til Kappel. Blandt de reformerte herskede der imidlertid rådvildhed, uenighed og bestyrtelse. Grænseboerne flygtede allerede for de indtrængende katolikker og anråbte om hjælp; efter lang rådslagning frem og tilbage blev endelig et par hundrede mand sendt ud fra Zürich; skytset kunne først senere sendes efter. Så blev der i alle kommuner ringet med stormklokken; om morgenen den 11. oktober blev fanen hængt ud fra rådhuset; men høvedsmanden måtte endnu vente temmelig længe, inden blot noget mandskab samlede sig om den; nogen inddeling og orden var der ikke tale om; de, der kom af sig selv, de, der havde mod, trådte ind i rækken. Næppe var 700 mand, rådsherrer, gejstlige, oldinge ved siden af fyrige ynglinge, samlede, så krævede de afmarsch, thi de tidligere bortdragne, hed det sig, kæmpede allerede med fjenden. Men Zwingli var for meget mand til i farens stund at ville trække sig tilbage. Da det udmattede mandskab et øjeblik hvilede på højderne af Albis, hørte man allerede skytsets torden fra egnen om Kappel. Zürichernes krigshøvedsmand ville vente, indtil de havde fået forstærkning. Men Zwingli sagde: ”Jeg vil i Guds navn hen til de brave folk, dø med dem eller hjælpe til at redde dem.” Andre stemte i med ham, og man brød op. Klokken 3 om eftermiddagen nåede fanen til Kappel. Kun nogle få af de kraftigste mødte på valpladsen sammen med den, det øvrige mandskab kom bag efter i opløst orden. ”Hvordan er det, mester Ulrik,” råbte én, der ellers ikke havde hørt til Zwinglis venner, på valpladsen til zwingli, ”ere roerne saltede? Hvem skal æde dem?” ”Jeg” svarede Zwingli, ”og mangen brav mand, som står her i Guds hånd; ham tilhøre vi i liv og død.” ”Og jeg som I,” føjede den anden til, ”det sætter jeg mit liv ind på.” Efter en kort kamp havde omtrent halvdelen af Züricherne betalt deres tilstedeværelse med deres blod; Zwingli selv faldt, såret ved et stenkast, til jorden, medens han trøstede én, der var sunket om ved siden af ham, hvorpå han endnu fik flere stik i låret. ”Hvad ulykke er det egentlig? Legemet kunne de dræbe, ikke sjælen,” det var hans sidste ord. Da fjenderne gennemsøgte valpladsen, fandt de Zwingli liggende med ansigtet mod jorden. Da han vægrede sig ved at skrifte, sagde en høvedsmand: ”Så dø da, hårdnakkede kætter,” og gav ham nådesstødet. Zwingli døde den 11. oktober 1531, endnu ikke 48 år gammel.

 

Den katolske sognepræst Schönbrunner fra Zug sagde med tårer i øjnene, da han stod ved siden af den døde: ”Hvilken tro du end har haft, så véd jeg, at du har været en ærlig edsforbunden.”

 

 

Den Reformerte Kirke af Jean Calvin og Huldreich Zwingl
Säntis
Huldreich Zwingly
Wildhaus
Zwingli statue

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.11 | 14:51

Tak for positiv respons. Utroligt alligevel at Kingo slægten har været her.

...
18.11 | 14:27

Flot beskrivelse af Thomas Kingo med mange detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg stammer fra hans søster Else Kingo, som videreførte Kingo slægten.

...
06.11 | 11:03

det er meget vel rigtigt kæmpe fan af jer vises

...
22.05 | 10:06

Jeg er ikke et menneske

...
Du kan lide denne side