Den yndigste rose er fundet

Den yndigste rose

En Brorson salme

Den yndigste rose er fundet.

Hans Adolf Brorson var ikke lyriker; men snarere poet. Salmen: Den yndigste rose er funden bærer præg af poesi.
Rosen og liljen er billeder på Jesus.

 
I en gammel sang synges der: Han er liljen i dalen for mig. Han den skønneste er for mit hjerte. Det er ikke nogen salme eller noget fra Brorson; men en god kombination. Selv om Brorson ikke var lyrisk anlagt kan man alligevel skimte lidt af det i hans digte. Brorson var pietist og det betyder at julens prioritet som hjemmets fornemste fest fik første pladsen. Julens tid var velegnet for hjemmeandagter og her kommer salmen af Brorson til sin ret som god inspiration og forklaring til julens budskab.

Pietist
(Latin: Pietas). En pietist er medlem af en bevægelse, som i det 17. og 18. århundrede forsøgte at genindføre fromhed og helligt levned i protestantismen, som dengang var blevet overdrevent streng og teoretisk.
Pietismen blev aldrig en organiseret kirkeretning, men den bidrog til udvikling af protestantismen.

 

Rosen er lig med Jesus.

Den yndigste rose er funden. Kan vi synge det? Har vi fundet ham? Den som søger skal finde. Der er ingen der søger forgæves efter Jesus. Han lader sig finde. Han siger nemlig at han er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Vi er de fortabte. Hans ønske og højeste prioritet er at frelse os.
Jesus er at finde blandt de stiveste torne. Han findes her midt iblandt os. De stiveste torne er os syndige mennesker. Den dejligste pode (barn) findes i al sin enkelthed blandt os syndige mennesker og blev født i en stald af en fattig jomfru.

Den yndigste rose er funden, blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro’de.

Hos Brorson er tonen det specielle, den er inderlig. Han ønsker at beskrive følelser som sorg, glæde, vemod og længsel. Han er enkel og ægte. Det er ligeså enkelt og ægte som menigheden der har muligheden for en enfoldig forbindelse med Frelseren.

 
Pietismen præsenterede en ren kristelig karakter og det samme præg er der i Brorsons salmer. I den pietistiske forståelse er der ikke noget der hedder almenreligiøst. Her er det enten eller. Brorsons digte er konfessionsfaste dvs. trosstærke, bekendende.

Når du synger: Den yndigste rose er funden. Kan du se det for dig? Her er der ikke så meget brug for det forstandsmæssige. Salmen rimer, sproget er inderligt og stilfærdigt.

 
Rosensymbolet er kendt fra middelalderens tid; men også hos Brorson. Den ses i vore haver og marker. Et andet symbol er liljen. Den ses ofte i dalen. Vi kender påskeliljen og pinseliljen. Det minder os om påskens og pinsens budskab.

Jesus er rosen og liljen. Rosen har styrken til at overleve og vokse frem selv blandt de ”stiveste torne.” Rosens kviste kan ved podning genforædle haven, så der bliver kraft nok til at modstå verdens fristelser og lidelsen, som intet menneske undslipper: Lad verden mig alting betage. Lad tornene rive og nage. Lad hjertet kun dåne og briste. Min rose jeg aldrig vil miste.

Brorson er julens digter nr.1 og det er vel ingen tilfældighed at det blev en pietist som er den valgte. Pietisterne prioriterede nemlig julen som hjemmets fornemste fest. Brorsons salmer er et klenodie fordi de er så hjertegribende, enfoldige. Brorson er den nye udgave af Højsangen. Læs Højsangen i Det Gamle Testamente og du vil se noget der ligner Brorson. Han har sikkert fået inspiration fra Højsangen som er sangen over alle sange.

 
Der er en stor kløft imellem moderne, rationel virkelighed og gammel brorsonsk kristen lyrik. Sandsynligvis kan julesalmen: ”Den yndigste rose er funden,” gribe fat i vore hjerterødder og give os en følelse af, at vi på trods af alle vore fremskridt, alligevel formår at komme tilbage til udgangspunktet. Der er et budskab vi ikke må glemme. Guds budskab til sine skabninger. Lad os bruge lidt af tiden vi har i denne jul til at fokusere på Jesus, og ikke kun på mammon.

 
Rosen symboliserer: KÆRLIGHED. Den evige kærlighed.

 
Liljen symboliserer: RENHED og jomfruelighed.

I Middelalderens klosterhaver var den røde rose og den hvide lilje de eneste planter man dyrkede, som ikke var nytteplanter. Det gjorde man udelukkende fordi de havde symbolsk betydning.