Bernhard Severin Ingemann

B.S. Ingemann

Ingemann

B. S. Ingemann.

Bernhard Severin Ingemann Født 28. maj 1789.

Han sagde det selv således: Det blev min bestemmelse at se dagens lys i en fredelig landsby Thorkildstrup på Falster. Jeg blev født i den venligste og skønneste årstid. Der var på den tid revolution i Frankrig. I verden var der de forfærdeligste optrin som rystede og forbavsede; men på Falster legede jeg sorgløst i en fredelig præstegård. En dreng på 4 år der legede med sin kæphest, da hele verden fik budskabet om at Ludvig d. XVI og hans familie var blevet myrdet.

Min fader var landsbypræst og Herredsprovst på en af Danmarks hundrede småøer, det lille Østersø land Falster. Jeg var den yngste af en søskendeflok på 8. (en 9ende var død som barn). Min far var en samvittighedsfuld evangelisk-christelig præst af den gamle skole. Han lod sig ikke imponere af tidsånden og det moderne fritænkeri. Det var en umulighed at han ville rokke sig et hårsbred i hans overbevisning. Når de kom fra universitetet, nabopræstens sønner, medbringende moderne synspunkter i religionen. Synspunkter der smigrede til forstanden i de ungdommelige hoveder, skete det ofte at højrøstede debatter hørtes i præstegården. Jeg erindrer at have hørt heftige ytringer fra min far – mod fritænkeriet. Min far reagerede når der blev rørt ved læren om Christi Guddom. Det var grundpillen i kristendommen. Min far var en højt anset mand og hans synspunkter gjorde dybt indtryk på mig. I mit hjem var der en fredelig, kærlig og gammeldags gudfrygtig; men en tillige munter og livlig tone var den herskende i fædrene hus.

Da jeg blev født var min far 54 år. Han blev først gift som 40årig. Jeg var den yngste af 9 børn. Min fromme elskelige moder var 20 år yngre end min far. Aldersforskellen til trods mærkedes intet. Alt i hjemmet var i den bedste lyksalighed. Jeg har ikke bemærket noget hverken et ord eller en mine, som ikke vidnede om den skønneste harmoni. Min moder var en fint bygget ægte dansk, næsten jomfruelig Qvindeskikkelse, med kjærlige blaae Øine og castaniebrune Haar, formodentlig havde hun været ganske blond i sin Ungdom. Min opdragelse var fornemmelig hende overdraget, og jeg sluttede mig til hende med den største kjærlighed; hun var i mine barnlige Øine den skjønneste og bedste af alle Qvinder og jeg erklærede engang i uskyldig uvidenhed om hvad jeg talte om, at jeg aldrig ville have nogen anden til Kone, end min Moder. Jeg attråede ingen anden forbindelse med åndeverdenen end den jeg i min Barne-Glæde følte, når jeg i min aftenbøn betroede den store usynlige Fader ethvert af mine mindste ønsker. Den sidste dag i året 1799 gjorde mig faderløs. For min høje ærværdige fader havde jeg ærbødighed som for en af de hellige patriarker, hvorom han have fortalt mig. Hvor højt han elskede mig så jeg måske først i hans dødsstund. Jeg stod om aftenen ved hans dødsleje og græd. Han drømte sandsynligvis om en farlig sejlads; for pludselig greb han fat i min arm og råbte: ”Af vejen fra rælingen dreng.” Han må have set mig på yderkanten af et skib nær ved at styrte overbord på denne drømte skibsfart. Disse sidste ord til mig glemte jeg aldrig. De fik siden en høj moralsk betydning for mig, og mangen gang, når jeg i åndelig betydning var afgrunden nær på livets brusende hav, var det som jeg følte min faders hånd om min arm og hørte advarslen. Jeg har ofte velsignet min far. Døds stilheden hin vinteraften i det ellers så livlige hus og den knirkende lyd af enhver dør, som åbnedes eller lukkedes, har således indpræget sig i min fantasi, at jeg aldrig siden har kunnet høre en dør knirke uden at tænke på hin dødsscene. Når en landsbypræst i Danmark dør, medfører husfaderens bortgang, som bekendt, den betydeligste forandring i hele familiens ydre stilling. Hvor der før var et velhavende familieliv og holdtes et stort hus med mange tjenestefolk, med mark og have, med heste og vogne, med liv og virksomhed som på en lille Herregård (præstegård), der sidder nu enken tilbage med sine faderløse undertiden et helt år (det såkaldte nådens år) med halvdelen af de forrige indtægter som en halv fremmed i sit eget hjem og værtinde for eftermanden, medens alle sporene af det forrige liv efterhånden forsvinder. Alt hvad hun ejer i gården og dens besætning må hun sælge eller bortflytte og hun selv må inden årets udgang enten drage ind i et lille snævert enkesæde, som oftest i nærheden af den udrømmede præstegård, eller hvis hun ikke hele det øvrige liv vil have den forvandlede og af andre besatte skueplads for sin tabte lykke for øje, må hun med sine børn udvandre, som oftest til en lille købstad, hvor hun i indskrænkede kår meden lille pension under en bestandig kamp med næringssorger, må sørge for børnenes fremtid. Min mor valgte af kærlighed til mig opholdet i den lille sjællandske købstad Slagelse, hvis lærde skole gjaldt for en af de bedste i landet.

 Udvandringen fra mit barndomshjem og min fødeø var en ny og vigtig begivenhed i mit liv. Forestillingen om et nyt liv der ventede mig spændte min nysgerrige forventning og jeg begyndte for alvor at tænke over hvordan jeg skulle blive noget i verden og gøre min mor glæde på hendes gamle dage. Dette sidste lå mig særdeles på hjertet. Den nye verden jeg blev ført ind i startede ved mit 11. år. Det var en stor omvæltning og forskel fra før. Omgangs liv i en lille købstad og slagsbroder selskabet i en skole, hvor ungdommen daglig tumlede uden opsigt og forkortede sig læsetimerne med en masse spektakel, havde jeg i min seks år lange skoletid rig lejlighed til at kende. Skolens store mangel på disciplin gjorde den til en sand naturskole for livet, og her, hvor den stærkeste fik alle naturlige fordele gjaldt, lærte jeg måske bedre, end noget andet sted at kende menneskenaturens både gode og dårlige sider.

 Jeg blev student ved Københavns universitet år 1806. Den poetiske henrykkelse startede allerede i min barndom. Digtere fremhæver ofte deres barndoms livs poesi som store sjældne livs fænomener, der kun tilhører dem selv. Alt hvad jeg har skrevet om min barndom helt frem til mit 18. år blev tilintetgjort i Københavns bombardement 1807; men det var alt sammen kun ufuldendte barndoms-poesier.

Om min åndelige tilværelse kan jeg ytre: Jeg har til tider følt mig ligeså overvældene glad og lyksalig, som tilbøjelig til tungsind og tragiske stemninger; jeg har følt mig henrevet af den heftigste lidenskabelighed og har dog ofte med den største rolighed kunnet le både over mig selv og den hele verden med dens forunderlige blanding af storhed og smålighed, af højhed og jammerlighed. Min mors og fire brødres død tillige med en ungdomsven bidrog til at sjælen ofte søgte sit hjem og sin fred i en højere tilværelse.

Med mit bryllup og min ansættelse i Sorø 1822 begynder et nyt afsnit i mit liv, som måske i alle henseender bliver min lykkeligste. I et dejligt hjem på en af de mest fortryllende pletter i mit fædreland, ved hendes side, som jeg elsker højest i verden. Den poetiske virksomhed og forfatterlykken overgik måske alle de forrige perioder af mit liv. I min embedsperiode ved Sorø Akademi, der ikke hindrede mine studier, årene 1842-1849. Der var dog en tyngende arbejdsbyrde, i disse år. Jeg var engageret i mange forhandlinger om Akademiets fremtid. Jeg tog dog også fat på at skrive. Det blev til nye noveller og fortællinger i flere omgange. Nye eventyr og fortællinger (1847), De fire rubiner (1849), Fire nye fortællinger (1850), Den stumme frøken (1850), Landsbybørnene (1852). I de to sidste er der i den første indlagt erindringer fra præstegården på Falster, medens der i den anden er indlagt erindringer fra både Slagelse årene og København. Senere kom der en ny arbejdsopgave nemlig salmebogsværket som dog var begyndt i 1852 med den kingosk anlagte Højmesse-psalmer, fortsatte med Roskilde Convents Psalmebog (1856). Ingemann fremførte to manuskripter: Confirmationsgave (1854), Tankebreve fra en afdød (1855). Dette kostede ham venskabet med Grundtvig. Ingemanns opfattelse som blev beskrevet var ikke i overensstemmelse med Grundvigs opfattelse. Ingemann mente at det var muligt for synderen også efter døden at gennemløbe en udvikling, så at sjælen modnes til den endelige frelse. (Dette synspunkt må jo stå for Ingemanns egen regning); men han skrev og sagde aldrig noget om Grundtvigs modvilje. Ingemann havde også et godt venskab med H.C.Andersen. De brevvekslede og H.C.Andersen besøgte Ingemann i dagene 20.-22.11.1860 H.C.Andersen skrev i sin dagbog: ”Ingemann læste for mig i aften første kapitel og halvdelen af det næste af sit levned. Den nogle og 70 års gamle mand læste om sin barndom og sin moder, tårer stod i hans øjne og jeg blev bevæget derved ……. osv. H.C.Andersen besøgte igen Ingemann i Sorø på udrejsen til Italien i april 1861. H.C.Andersen vendte hjem fra sin udenlandsrejse i august samme år og på vejen hjem til København besøgte han Ingemann.

 I 1859 fejredes Ingemanns 70 årsdag. Danske kvinder havde overbragt ham et guldhorn. Landets aviser havde bragt utallige hyldestdigte. Ingemann døde i februar 1862 og da genlød pressen med sørge og mindekvad.

 http://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/da-guldhornenes-forbandelse-blev-oph%C3%A6vet

 

 

B.S. Ingemanns grav

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

jalle balle | Svar 15.12.2016 10.38

skide godt skrevet

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.11 | 14:51

Tak for positiv respons. Utroligt alligevel at Kingo slægten har været her.

...
18.11 | 14:27

Flot beskrivelse af Thomas Kingo med mange detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg stammer fra hans søster Else Kingo, som videreførte Kingo slægten.

...
06.11 | 11:03

det er meget vel rigtigt kæmpe fan af jer vises

...
22.05 | 10:06

Jeg er ikke et menneske

...
Du kan lide denne side