Thomas Kingo

Thomas Kingo

 

Født 1634 i Slangerup. Død 1703 i Odense.

Cand.theol. 1658. Biskop 1677.

Barndommen foregik i den lille købstad Slangerup hvor Thomas Hansen Kingo blev født. D. 15. december 1634. På fædrene side var Thomas Kingo skotte. Faderen hed Hans Kingo og var født i Skotland; men han var ikke ret gammel da familien udvandrede til Danmark. Thomas Kingos bedstefar var kunstvæver. Bedstefaderen var bosiddende i Helsingør og hans titel lød: Kongelig tapetmager, så det er da meget sandsynligt at han har været beskæftiget på de kongelige slotte.

Hans Kingo giftede sig som 38 åring med en nordsjællandsk bondepige. Karen Sørensdatter. Det er formentlig omkring denne tid han bosatte sig i Slangerup, og her ernærede sig som almindelig væver. Hans Kingo døde 85 år gammel. Sønnen satte et æreminde på graven: ”Jeg ejed ikke verdens guld, nu ejer jeg så megen muld, som denne sten kan trykke. Min rigdom var et ærligt navn; et liv i himmelstavn, det har jeg alt i eje.

Thomas Kingo begyndte i byens danske skole; men blev i meget tidlig alder overført til latinskolen i Slangerup. Det kunne tyde på at væverens søn havde gode evner. Forældrenes ønsker var sikkert også at han skulle uddannes til mere end almindelig håndværker. Senere blev Thomas Kingo optaget i Frederiksborg latinskole.

Thomas Kingos ungdomsår. Hvordan var hans synspunkter? Der var meget røre på Kingos tid. Der var forskellige lærer opfattelser af retfærdiggørelsen og det at leve et liv i gudfrygtighed. Hvordan stillede Kingo sig til sin tids brydninger og påstande? Thomas Kingo stillede sig aldrig i opposition. Han var ikke revolutionær. Thomas Kingo afsluttede sine studier i København med teologisk attestats i året 1658. Thomas Kingo blev huslærer. Der var ingen præstemangel, derfor blev Kingo huslærer.

Han blev huslærer på Frederiksborg slot hos forvalteren

Danmark var i krig med Sverige under Frederik d. III tid. 1. juli 1657. Danskerne tabte. Det var ydmygende. Der blev sluttet fred i Roskilde d. 26. februar 1658. Danmark kom igen i krig med Sverige i august 1658. Det gik ilde for Danmark. Hovedstaden holdt stand da stormen gik hen over København d. 10.-11. februar 1659; men landet var i fjendens vold.

På det tidspunkt skifter Thomas Kingo plads som huslærer hos fru Lene Rud på Vedbygård i Vestsjælland.

Landet var helt udplyndret af svenskernes hærgen. Thomas Kingos liv var i fare. Det var ikke kun soldaterne der var bud efter. Der fortælles en historie om at Kingo en dag kom i strid med en svensk kornet, der ville bortføre en hest fra Vedbygård. Da det viste sig at Kingo var overlegen i fægtning, forføjede svenskeren sig væk. Lidt efter kom han tilbage og skød efter Kingo med pistol. Kuglen gik igennem kinden og ud gennem munden. Kingo reddede livet.

Der blev fred d. 26. maj 1660. Danmark tabte Skåne, og det smertede dybt; men selvstændigheden blev bevaret.

Det var nok i huslærertiden – eller i den første præstetid at Kingo blev kendt som digter. Det ældste digt hedder ”Næve Tud og Knud herud” Det er et skæmtedigt.

I 1661 blev Kingo kapellan hos sognepræsten i Kirke Helsinge og Drøsselbjerg og han blev ordineret til præst af biskop Svane.

Thomas Kingo blev sognepræst i sin fødeby Slangerup i august 1668. I Slangerup var der en digterisk tradition og den førte Kingo videre. Kingo kom til at overgå sin forgænger Søren Poulsen Gullænder. I Slangerup tiden slår han igennem som den store digter. Han digtede til kongehusets og fædrelandets pris. Han skriver minde digte, grav skrifter, bryllupskvad – vel at mærke til fornemme folk. I 1669 tog han magistergraden.

Han indgår ægteskab med Sille Worm. Hyrdedigtet ”Chrysillis”siges at være skrevet i Slangerup. Det er en elskovshymne skrevet til Sille Worm. Sille Worm f. Balkenborg var født i Norge og kom som ung pige til Danmark. Ægteskabet med Thomas Kingo og Sille Worm blev kortvarigt. Sille Worm afgik ved døden et halvt års tid efter brylluppet. Thomas Kingo blev gift med Sille Worm i sommeren 1669, da sørge året var udløbet. De børn Sille Worm havde medbragt i ægteskabet, tog Kingo sig af med stor omhu.

I foråret 1671 indgik Thomas Kingo et nyt ægteskab; også denne gang med en enke. Hun var født i 1619 og var betydeligt ældre en Kingo.

Kingo skrev mange mindedigte. De er forskellige; men der er visse fælles træk for dem alle og det er at død er død. Det bliver aldrig glemt. Dødens alvor bliver aldrig tilsløret. I Herrens rådstu-hus fornuften ej må komme..” Døden er død – men Gud er Gud. Og Gud møder synderen med sin nåde. Hvor tilfældigt alt end ser ud, så er vi i Guds hånd i vor død. Gud ser, langt bedre end vi selv gør det, hvad der tjener til vort sande gavn. Gud er med os i vor død; derfor må vi befale os Gud i vold og forlade os på Guds nåde. Ved døden bliver legemet til ormføde – og dog må det vente opstandelsens dag. Når sjæl og legeme skilles ad, går sjælen til Gud – men mindet lever her på jord.

Mennesket kan og skal ikke fortjene sin frelse. Frelsen fra synd og død er fra Gud.

Bryllupssangene ønsker brudefolkene lykke og gode dage – men han glemmer ikke, at selv i et godt ægteskab kan der forekomme lidt uenighed mellem mand og kone.

For Kingo og hans tid har reformatoren Luther været den store evangelieforkynder.

Vi må frem for alt ikke glemme, at frelsen er Guds gave; den skyldes ham alene, og vi retfærdiggøres af tro alene. Kingos salmedigtning har udgangspunkt i Luthers lille katekismus.

Her er et uddrag af en morgensalme:

Rind op i Jesu navn Du livsalig morgenrøde, Jeg vil i basunen støde, Hos min seng og hvilestavn! Al min inderdel sig røre Med al tak for nattely, Og min frelsers lov opføre til den høje morgensky.

Halleluja! Evig ære Være dig treenig Gud, Som på hænder ville bære mig af nattens hærskab ud.

Vi skal ikke flygte ud af denne verden, vi skal leve det almindelige menneskeliv og tjene Gud i kald og stand. Kingo er ikke virkelighedsfjern. Det er ligetil at vi alle helst vil have gode dage.

Gør du, o Gud, min bolig fuld af lykke, lad ingen modgang mig og mine trykke, afvend i nåde våde-ild og vand! Lad hastigt død mit levned ej afskære, gid mine ben man ej med skam skal bære til mørkheds land.

Mine korte dag og år lykke, velfærd, gods og ære, hvordan de skal lodnet være. det udi din vilje står: Giv mig kun, hvad dig behager, bland du selv mit levneds skål, ej som det min gane smager, men såsom det er dit tål.

Det er lidt af Thomas Kingos digtning. Der findes meget at fortælle og skrive; men det er for langt her. Thomas Kingo bliver biskop i Odense 22. april 1677. Han blev indviet af biskop Bagger.

Hans digtning fortsætter også i biskop tiden. Jeg vil lige her alligevel indsætte lidt af en passionssalme.

Stem da op, mit svage hjerte, stem min tunge, sjæl og ånd, at jeg sjunger om din smerte vrid mig med din egen hånd, at din død den blive må, alt hvad sjælen nynner på, så jeg drive kan og dræbe døden med din død på læbe.

Skriv dig Jesus på mit hjerte, o min konge og min Gud! At ej vellyst eller smerte dig formår at slette ud; denne opskrift på mig sæt: Jesus ud af Nazareth den korsfæsted, er min ære, og min salighed skal være.

Thomas Kingos anden kone døde d. 19. juni 1694. Hustruen som nu var bispinde var som før nævnt en hel del ældre en Kingo, og i de sidste år, hun levede var hun ret skrøbelig af helbred. Hendes død kom ikke uventet.

Kingos nye hustru var den udvalgte 29 årige Birgitte Balsløv. Det fortælles, at Kingo allerede dagen efter hustruens begravelse anholdt om hendes hånd. Birgitte Balsløv var forældreløs. Kingos bindebrev til jomfruen lød: ”Jeg kunne, om det gjaldt, vel lade perler træde omkring din hånd og hals, det var en føje glæde! At smede om din arm et demant-bånd i guld var stor bekostning ej, men var dog strålet muld. Du ser til sådant ej, Gud sidder dig i sinde! Til hannem vil jeg dig og ej til verden binde! Bliv bunden til ham fast, så er du bunden fri, trods nogen fanger dig på Guds og dydens sti.”

Thomas Kingo og Birgitte Balsløv blev gift d. 19. december 1694. Sammen med hustruen fik Kingo herregården ”fraugdegård”, som hun havde overtaget ved arv. Birgitte Balsløv blev uden tvivl Kingo en god hustru. Hun fulgte ham ofte på visitatsrejser, og hun var i det hele taget en stor støtte for Kingo i hans sidste leveår. Den sidste tid Kingo levede blev ret besværlig for ham. Han havde forstået at vinde sig mange venner; men havde også skaffet sig fjender og blev indviklet i forskellige stridigheder.

1699 blev der udnævnt en ny stiftsprovst, og det varede ikke længe før biskoppen havde nogle meget skarpe sammenstød med ham. Det var bittert, fordi de før var rigtig gode venner. Uvenskabet varede til Kingos død. Foruden modgang af forskellig art kom der sygdom til.

I Kingos sidste tid var han udsat for flere alvorlige sygdomsanfald. Det var svært for ham at bestride embedet. Efter et længere sygeleje døde Kingo d. 14. oktober 1703. Han blev under stor højtidelighed gravsat i Fraugde kirke.

Væversønnen fra Slangerup havde nået meget. Thomas Kingo er et eksempel på, at i enevoldstiden kunne en fattigmands søn arbejde sig op til en høj og ansat stilling. Biskoppen havde vundet sig et navn både som verdslig digter og salmedigter. Thomas Kingo var dr. Theol.; adelsmand og justitsråd. Han var herregårdsbesidder og vel også en velhavende mand. Alt dette tog døden fra ham.

”Når døden har fra vognen spændt i gravens ormestræde, da skal det ikke blive kendt, hvo højst har sidt i sæde.”

Kingo var død; men som han ofte selv har fremhævet, så lever mindet efter for død. Kingos salmer har levet længe. Kingo har fået et godt minde. Biskop Deichmann holdt ligtalen over Kingo, og han havde mange hædrende ord at sige om den afdøde biskop. Til slut lidt om Kingos forkyndelse. Kingo hører hjemme i den lutherske ortodoksi. Det er dens kristendomsforkyndelse han giver udtryk for. Den lutherske ortodoksi har i tidens løb været udsat for hårde angreb. Man har hævdet at ortodoksien forkyndte en så dogmefast kristendom, at det har været årsagen til at mange har forkastet kristendommen. Man kunne ikke sluge disse hårdkogte dogmer. (grundsætninger). Dette skal dog siges at man ikke skal glemme at det afgørende for den gamle lutherske ortodoksi var at evangeliet blev forkyndt rent og purt. Det var evangeliet det drejede sig om. Man var den gang opmærksom på at der var noget der hed falsk forkyndelse. Det var derom kampen stod. Ortodoksien ønskede at evangeliet skulle lyde i sin renhed frigjort for den menneskelige tilføjelse. Det er vel værd at erindre.

Kingo var bibeltro og dogmefast. For ham var det: Skabelsen, syndefaldet, jomfrufødselen, Gud blev menneske, Jesu to naturer, Jesu undergerninger, Jesu forsoningsdød, Jesu opstandelse og himmelfart, realiteter der ikke kunne rokkes ved.

Til afslutning af denne artikel: Et vers af Kingo.

Fremmed’ er vi alle dage, Pilegrim’ udi vor færd. Når vi engang skal afdrage Vandreklædet, som vi bær, og i graven lægges ned al vor pragt og herlighed, tak, o Jesus, vi må eje ved dit blod et roligt leje.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Ove Kingod | Svar 18.11.2019 14.27

Flot beskrivelse af Thomas Kingo med mange detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg stammer fra hans søster Else Kingo, som videreførte Kingo slægten.

Oskar Grove 19.11.2019 14.51

Tak for positiv respons. Utroligt alligevel at Kingo slægten har været her.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.11 | 14:51

Tak for positiv respons. Utroligt alligevel at Kingo slægten har været her.

...
18.11 | 14:27

Flot beskrivelse af Thomas Kingo med mange detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg stammer fra hans søster Else Kingo, som videreførte Kingo slægten.

...
06.11 | 11:03

det er meget vel rigtigt kæmpe fan af jer vises

...
22.05 | 10:06

Jeg er ikke et menneske

...
Du kan lide denne side