Martin Luthers barndom

Luthers barndom

 

Martin Luthers far Hans Luther var en meget streng mand og krævede absolut lydighed af sine børn. Som stor dreng havde Martin den pligt hver aften at hente gedekiddene. En gang glemte han det. Den følgende morgen så han til sin skræk, at det ene kid var ædt af et rovdyr. Faderen blev meget vred og straffede ham hårdt. Han slog ham til blods med et reb. Det gjorde så afsindigt ondt, at Martin rev sig løs og løb sin vej. Han var vred over den hårde straf og ville aldrig mere hjem. Han vandrede af sted ad ukendte veje, og henimod aften mødte han en fremmed dreng, Peter, der tog ham med sig hjem. Han var flink mod Martin, og det var forældrene også, de tog det ikke så nøje med en mere eller mindre i hjemmet; men der var meget uordentligt. I begyndelsen syntes Martin, at han havde det dejligt, fri for alle de strenge pligter og krav i hjemmet. De legede og oplevede mange spændende ting; men efterhånden som dagene gik, kunne han ikke holde den tilværelse ud. Det var så underligt at være sådan uden ansvar over for nogen – som at række tungen ud af vinduet. Hjemme havde pligterne tynget stærkt nok, men dette var uudholdeligt. Efter tre dages forløb ville han hjem, koste hvad det ville, for det her var, som om verden skred ud til alle sider uden grænser. Han tog afsted fyldt af angst for, hvad der ville ske.

Da han kom hjem, var faderen ude, men moderen tog ham ind til sig, og kyssede ham gang på gang; mens hun græd og bebrejdede ham, at han var løbet bort. Faderen havde først været meget vred; men efterhånden var han blevet grebet af en sådan uro for sin dreng, at han måtte ud og lede efter ham. Den aften, Martin kom hjem, var han ude og havde søgt i flere timer. Da faderen kom ind, spurgte han lavmælt sin kone: ”Ja, Martin er her vel ikke?” ”Jo,” sagde hun dæmpet, angst for, hvad faderen ville gøre. Så skramlede det ved døren til den anden stue, Martin stod og svinglede et øjeblik, så løb han over gulvet og greb faderen i blusen med begge hænder, mens han græd højt med ansigtet mod hans bryst. Og faderen følte ikke andet end den magre, rystende dreng, han havde i sine arme, og bøjede sig ned og kyssede ham.

Dette træk fra Luthers barndom, viser hvordan han lærte at bære skyld og få den eftergivet. Det brudte forhold bliver genoprettet.  

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Okay | Svar 22.05.2019 10.06

Jeg er ikke et menneske

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.11 | 14:51

Tak for positiv respons. Utroligt alligevel at Kingo slægten har været her.

...
18.11 | 14:27

Flot beskrivelse af Thomas Kingo med mange detaljer, som jeg ikke kendte til. Jeg stammer fra hans søster Else Kingo, som videreførte Kingo slægten.

...
06.11 | 11:03

det er meget vel rigtigt kæmpe fan af jer vises

...
22.05 | 10:06

Jeg er ikke et menneske

...
Du kan lide denne side