Liljen

Påskeliljen

Påskeliljen har ikke altid været værdsat efter fortjeneste. Da Grundtvig i 1817 skrev sin hyldest til blomsten, i hvad der senere er blevet en kendt og elsket påskesalme, blev den nærmest betragtet som en slags ukrudt, en primitiv ”bondeblomst.”:

Sig mig, blomst! Hvad vil du her?

Bondeblomst fra landsbyhave,

Uden duft og pragt og skær!

Hvem er du, velkommen gave?

Hvem mon, tænker du, har lyst

Dig at trykke ømt til bryst?

Mener du, en fugl tør vove

Sang om dig i Danmarks skove?

Knap 20 år senere optræder påskeliljen igen i en dansk nationaldigters værk. Det er H. C. Andersens eventyr ”Den lille Idas blomster” fra 1835 hvor ”De to allersmukkeste Roser sætter sig på Thronen, og saa ere de Konge og Dronning”, mens ”der laae en lang guul Påskelilje i Sophaen og strakte sig, det var en Hofdame!”

Fra bondeblomst til hofdame i én generation – det kan man kalde socialmobilitet.

Ligesom påsken symboliserer håb for menneskeheden, forkynder den gule blomst med sin glade trompet, at nu er foråret kommet – og med det havens opstart til en ny blomstringssæson.

Liljer tid – lilje duft.